Det nordiske perspektiv
Anholt Litteraturfestival er et møde i Udkantsnorden, hvor ny dansk litteratur går i forbindelse med svensk, norsk, færøsk, grønlandsk, finsk og islandsk litteratur. Gennem litterære møder viser festivalen potentialet ved et kulturelt samarbejde på tværs af Kattegat og resten af Norden, og vi styrker et nordisk forfattermiljø ved at samle en række nordiske forfattere i en lille festival med en stærk fællesskabstanke.
Fællesskabet
Anholt Litteraturfestival er dialogsøgende, hjemlig og nærværende. Det er en begivenhed, der igennem fællesskabsorienterede aktiviteter og interaktion mellem forfatterne, de lokale og de tilrejsende, gør et blivende indtryk på alle involverede. Festivalen engagerer lokalmiljøet i sin planlægning og afvikling for at kunne præsentere events i Anholts helt særlige og mangfoldige rammer, der skaber samtaler og styrker fællesskaber på tværs af sprog og kulturer. Under festivalen rejser vi rundt på øen som et samlet selskab. Vi sætter ud sammen om morgenen, fra forsamlingshuset, mod dagens oplevelser og har fællesspisninger om aftenen.
Den lokale forankring
Festivalens litterære program har intime oplæsninger som sit omdrejningspunkt og formindsker afstanden mellem oplæser og lytter. Oplev desuden både samtaler og litterære performances eller deltag i festivalens skrivekursus. Tanken med alle aktiviteterne er at skabe en lokalt forankret, gensidige kulturudveksling mellem forfattere, lokale og tilrejsende. Festivalen benytter sig af øens mange rum. Vi begiver os ud i ørkenen og i havet, slår vejen forbi kirken, redningsstationen og fyrgården og samles i forsamlingshuset.